Hvem er vi?
Bornholmerhampen består af Signe og Emmanuel, Danmark og Argentina i skøn forening på Bornholm, sammen har vi arbejdet med hampen i fire år. Med baggrund henholdsvis i den akademiske verden og inden for IT, ønskede vi begge at lægge vores arbejdsliv om, komme tættere på den natur der omgiver os og være med til at gøre en forskel i forhold til en mere grøn og afbalanceret livsstil.
Et af nøgleordene i vores virksomhed er kvalitet og bæredygtighed i enhver forstand: hampen optager med sin kraftige bladvækst store mængder co2, produktionen er økologisk og forarbejdningen foregår lokalt. Vores hampeprodukter kan således karakteriseres som klimavenlige fødevarer, idet man kan følge deres korte vej fra jord til bord, ligesom at hampen i sig selv er god for klimaet.
Bag os ligger en årelang interesse for sunde fødevarer, miljøspørgsmål og økologi, ligesom vi mener, at Bornholm som lokalitet med mange grønne initiativer og gode samarbejdsmuligheder er det perfekte sted at realisere et hampeeventyr.